Jeg valgte ikke Polen, fordi det var billigt. Jeg valgte det, fordi det mindede mig om noget, jeg troede Amerika havde mistet — viljen til at bygge uden først at spørge om lov. Direktheden. Den arbejdsmoral, der ikke behøver at blive fremvist for et publikum.
Kielce helt specifikt. Ikke Warszawa. Ikke Kraków. Kielce — en by med historie, potentiale og nærhed til rødder, der betyder noget for mig personligt. Min søn Austins familiebånd går gennem denne region. Det er ikke et tilfælde. Det er en grund.
Jeg ser i Kielce det, jeg har set i ethvert undervurderet system, jeg nogensinde har studeret: et latent potentiale, der venter på, at nogen bygger den infrastruktur, som frigør det. Byen har et universitet, en industriel base, unge mennesker, der gerne vil blive, men som har brug for grunde til det. Jeg har tænkt mig at give dem nogle.
På den lange bane er jeg interesseret i Korona Kielce. Ikke som et forfængelighedsprojekt — som en investering i lokalsamfundet. Fodboldklubber er infrastruktur. De er identitet. De er det, en by samler sig om, når alt andet er usikkert. At investere i en klub er at investere i den idé, at et sted fortjener at være mere, end det er i dag.
Ledbury-modellen, jeg byggede til mine døtres by i Herefordshire — lokalportalen med lokale virksomheder, begivenheder og guides — den er skabelonen. Jeg vil bygge det samme for polske lokalsamfund. Ikke importeret. Tilpasset. Bygget med lokalt input til lokale behov.
Jeg venter ikke på tilladelse. Jeg bygger, og verden reagerer på det, der findes.